Jagtberetninger.dk

Forside

Sider med gode jagthistorier
Strandoghavjagt.dk
Jagtrejsefeber.dk
Team Tøs
Huntersmagazine
Netnatur

 

Danmarks eneste film om trækjagt på vandet

 

 

Læremesteren

Af Claus Lind Christensen (bragt i Jæger oktober 2007)

Andejæger kan vi alle blive, men når man har en læremester, og forholdene er rigtige, så sker det, at Diana får hårdt fat.

I en alder af 17 år var jeg i gang med min anden jagtsæson. Jeg havde prøvet lidt forskelligt lige fra trampejagt efter haren i den jyske muld, duejagt i august på ærterne til ænderne på fjorden. Ja, Diana havde fået et rigtigt godt tag i mig. Et tag, som stadig har fat dybt inde i sjælen, hvor specielt ænderne har en meget stor plads.

 

Hvorfor det blev ænderne, der fik den store plads ved jeg ikke helt. Ét er dog sikkert, at min læremester - min far har en meget stor aktie i, at ænderne i dag står i første række. Det er selvfølgelig de mange ture og samtalerne om vores fællesjagter der har haft stor betydning, men i høj grad også hans fortællinger om hvad han har oplevet gennem tiden. Især én tur, vil for altid være printet ind i hukommelsen, dels fordi det var her, jeg for første gang oplevede det helt store træk af ænder, men også fordi jeg denne aften for alvor fik lært noget om ænder og jagt på ænder.

 

Seancen udspiller sig en regnfuld aften i oktober, hvor jeg på vej hjem fra arbejde bliver godt gennemblødt. Transportmidlet var en ældre Yamaha knallert, som jo ikke yder den store læ, når skyerne åbner sig. Knapt var jeg trådt ind af døren, før far siger: "Vinden er god! Nordøst, så skal vi en tur hen på Æ knold, vil du med?". Æ knold var et lille stykke jord, min farbror havde købt til sin gård, som lå lidt for sig selv. Her kunne et bestemt hjørne af marken, i visse fugtige år, blive oversvømmet, og de år havde far berettet om mange gange. Om jagter hvor der havde været involveret så mange ænder, at man kunne begynde at betvivle historiernes troværdighed.

 

Jeg var som sagt lige tråd ind af døren, gennemblødt og kold, så selv om Diana havde fået sit tag i mig, så må jeg indrømme, at lysten manglede, og ænderne kunne da ikke være så åndssvage, at de trak i store tal i sådan et møgvejr. Det ville jo tære alt for meget på deres ressourcer. Ja, sådan kan "kloge" nimrødder jo også være.

Da jeg havde fået noget tørt tøj på, fik far mig dog overbevist om, at han var ret sikker på, at der ville komme en del ænder. Jeg blev overtalt, for jeg var nok klar over, at han under alle omstændigheder ville tage afsted, og sæt nu han kom hjem med mange ænder, uden jeg havde deltaget i "festen". Det ville jeg ikke risikere.

 

Hastigt blev aftensmaden sat til livs. Gevær og patroner blev fundet frem, og turen gik mod den lille stubmark, hvor jeg nu skulle se om det virkeligt passede, at ænderne ville trække til i større antal. Jeg undrede mig lidt, for jeg var af den overbevisning, at de fleste ænder ville trække til andehullerne i nærheden, det var vel det de var lavet til - igen den "kloge" nimrod.

 

Oversvømmelsen var under den sidste tids regn vokset og var nu over 50 meter bred. Far havde 3 lokkeænder liggende i hegnet.  De blev smidt på den side hvor vi sad, så vi kunne kontrollere ænderne lidt. Kort efter vi havde fået os sat, lød de første "ætz, ætz". Bekkasinerne trak rundt om os, og da viberne også begyndte at trække, sagde far, at jeg godt kunne holde mig klar, for efter viberne kom ænderne. Boganis første stjerne blev jeg også belært om, men denne aften var skyerne så tætte, at hverken stjerner eller måne kunne anes.

Længe gik der ikke, inden de første ænder hang over oversvømmelsen. Den stående ordre var, at jeg skulle skyde først, men at far nok skulle give signal til, hvornår der skulle skydes!

Det kan godt være, at den unge nimrod havde hørt hvad der var blevet sagt, men det var åbenbart ikke forstået. Jeg kunne ikke nære mig, og skuddet blev sendt af sted alt for tidligt. Resultat var, at ænderne forsvandt ud i mørket. Jeg fik læst og påskrevet, at der var en grund til, at jeg skulle vente.

Kort efter var de næste ænder der. Jeg formåede at vente, men ikke at ramme! Far derimod sendte sikkert to ænder ned på det lave vand.

Nu begyndte det at gå stærkt. Ænderne væltede på det nærmeste ind, men det kneb dog stadig med at få hold på ænderne. På trods af at min skydefærdighed ikke var den bedste, og far pænt ventede, til jeg havde skudt færdig, så voksede bunken af ænder støt. I løbet af 20 minutter havde vi 14 ænder, hvoraf jeg havde fået fire af dem. Så var det far pludselig sagde: "Nu er det nok. Vi tager hjem" - "Hvad! Der er jo stadig ænder i luften". Her var nimroden noget frustreret. Man kunne da ikke bare gå midt i et godt træk af ænder, når lommerne var fyldte af patroner! "Vi har nok, og der skal nok komme flere ænder en anden aften". Lettere slukøret, blev patronerne pillet ud af bøssen, samtidigt med at ænderne stadig trak i mørket.

 

Geværet blev hængt over skulderen og ænderne fordelt i to galger, hvor der vist nok var flest i min. Jeg fik tydeligt at mærke vægten af de mange gråænder, som skulle slæbes den lille kilometer tilbage til bilen. Det var en god og sund øvelse for en ny jæger. Hjemme blev ænderne hængt på vildtkrogen, hvor jeg kunne se dem fra mit vindue. Et par gange i løbet af aftenen måtte jeg hen til vinduet for at betragte de mange ænder. Selv om jeg ikke selv havde leveret ret mange af dem, var det naturligvis med stor stolthed, at mor fik hele historien om jagten, nok også mere end en gang, og ja, den blev nok også mere drabelig for hver gang.

 

2. akt

Dagen efter kom anden del af jagten. Fuglene skulle også gøres rene. Vildt var jeg fuldt fortroligt med at gøre rent, men jeg havde aldrig prøvet sådan en mængde før. Her så jeg en anden side af jagtlykken og forstod, at det på den måde var godt, at far havde sagt stop. 14 gråænder der skal plukkes i hånden og tages ud, det tager nu en rum tid. Det bedste var dog, at vi havde hinandens gode selskab i værkstedet den aften, hvor snakken naturligvis drejede sig om andejagt, men mest om den foregående aften, hvor ænderne stod i kø for at komme ned på den oversvømmede stubmark.

 

Som tidligere nævnt har netop den jagt haft en stor betydning for mig. Det er stadig en af de jagtture, som vi taler om, hvor smilet altid kan ses i øjet på far, og han skal altid lige komme med kommentaren: "Ja, det var jo den aften, hvor ænderne ikke ville flyve fordi, det var dårligt vejr". Men udover jeg fik lært, at ænder så sandelig gerne vil flyve i hårdt vejr, så var det også den aften, hvor den unge jæger fandt ud af, at man godt kan sige stop midt i et godt træk. Lykken var ikke flest mulig stykker vildt på paraden, men at få oplevelsen i hus. Den aften skød vi lige det antal, der passede til den aften. Siden har jeg været på flere andejagter, hvor der bestemt er skudt mere end der blev den aften. Der har også været aftener, hvor få ænder har gjort lige så stor lykke, som de 14 ænder gjorde den aften på stubmarken med læremesteren.

 

Har du en god jagthistorie du vil dele med andre er du velkommen til at sende den til clc@naturbruger.dk

 

 

Mangler du opskrifter på ænder og gæs, er dette kogebogen for dig

 

Copyright Naturbruger.dk - 2007