Jagtberetninger.dk

Forside

 

Danmarks eneste film om trækjagt på vandet

 

 

Gæs og langnæbede fugle

Af Claus Lind Christensen  

 
Vi var godt i gang med at fejre julen, og var kommet til 3. juledag. Bæltet spændte allerede godt om livet og der var behov for at få kroppen rørt lidt, og hvad var mere indlysende end at tage en tur på jagt.
 
Der blev derfor lagt en plan for dagen efter, hvor ville ud og se efter en julegås, for nede på græsmarken havde de været der nogle gange i løbet af den sidste tid, og det var både grågæs og canadagæssene. Vi fik samlet nogle lokkegæs sammen, og vi fik drøftet hvilket skjul vi skulle bruge, og det endte med at vi ville sættes os i det relativt lave forblæste hegn, hvor vi havde vinden i ryggen. På den måde satsede vi på at vi kunne sætte lokkegæssene et godt stykke ude, og få skud til evt. gæs når de ville svinge rundt for at komme op i vinden inden de lagde an til landing.
 
Der var lidt sne på marken, så det var ingen problem at slæbe den store sæk med lokker og sløringsnet ned over marken, hvor lokkerne blev sat op inde på den grønne del af marken, hvor vi forventede at kunne få gæssene til at gå ned. Hegnet gav god naturlig dækning, så en time før sol opgang var vi klar, og længe gik der heller ikke inden vi hørte de første gæs ude mod vest.
 
Vi kunne ikke se gæssene, men årsagen til at vi kunne høre dem ude mod vest var der dels var mange, men også at de fløj lavt og rigtig langt ude, og vi begyndte at frygte at de havde ændret på deres trækrute i forhold til de sidste dage.
Mens vi stod der og fyldes med ængstelse, over at gæssene trak langt ude, blev den nære tavshed pludselig brudt af gåsesnak. En flok kom højt ind bag fra, og begyndte at kredse rundt over lokkerne højt oppe, men langsomt og sikkert aftog de i højden.
De endte dog også på marken, men vinden havde lagt sig lidt, aå de var ikke tvunget til at skulle ind over hegnet for at lande ved lokkerne, og derfor gled de ind til lokkerne i sikker afstand fra det forræderiske læhegn, som de ikke hade i sinde at komme for tæt på, så 50 meter ude sad nu en lille flok grågæs med strakte halse, for de fornemmede at et eller andet var galt.
Længe gik der heller ikke inden de under højlydte protester forsvandt, mod nord hvor der tilsyneladende var et eller andet sted de gerne ville være.
 
Dette var dog ikke de eneste gæs der kom i nærheden af os, men de ville ikke ind til lokkerne, og de havde kurs mod et andet sted længere mod nord, hvor der tilsyneladende var dækket pænere op end det var tilfældet denne morgen på det stykke vi sad ved.
 
Mens vi sad der og skulede efter gæssene der trak forbi længere ude mod vest, hørte jeg pludselig noget der mindede om et brøl af en vingesus, nærme sig bag fra. Morgnens første flok sangsvaner lagde an til landing, og de opførte sig som vi havde håbet på at gæssene ville have opført sig. Med et højt vingesus, gled de ind over hegnet, kun 5-6 meter over os, hvorefter de lagde an til landing mellem lokkerne. Her gik de en tid og spankulerede lidt rundt, og nappede lidt til græsset, men de var nu også lidt vagtsomme, da de klart havde fornemmelsen af at noget ikke var helt som det plejede. Efter lidt tid, forlod de dog marken igen under høj spektakel.

 
Dette gentog sig nogle gange, da der faktisk var ganske mange sangsvaner i området, og vi hoppede lige meget på jagtstolen hver gang der kom en flok. En gang var lyde endog lidt anderledes, og også lidt længere væk, hvilket fik mig til at se op. Det var ikke en svane men en grågås. Den havde ikke i sinde at gå ned til lokkerne, men den var på vej ud over dem og den var lige over mig og på skudhold. Jeg syntes egentlig at jeg var hurtig, til at få fundet geværet og få hold på fuglen, men jeg kom langt bag efter, så geværet tordnede to gange uden resultat. Gåsen var bestemt på skudhold, men den fløj væk fra mig, og var derfor ude på det længste af hvor jeg normalt skyder til gæs. Det var sådan en situation der giver lidt overvejelser om hvornår der skal skydes til gæs, men konklusionen var dog at skuddet var forsvarligt, og at jeg en anden gang ville have handlet på samme måde.
 
Nu var tiden efterhånden ved at være lidt fremskreden, og trækket af gæs var ved at være aftagende, så vi begyndte at indstille os på at det ikke var den dag vi skulle få gæs for. Canadagæssene som der var lidt af i området, havde vi godt nok ikke set noget til, men nu var vi så langt opp på formiddagen at de nok heller ikke ville vise sig. Knapt havde vi snakket om canadierne, da vi mod syd hørte deres karatartistisk honki-tonk, og de kom imod os. Skulle vi alligevel få en chance? Nej, som alle de andre gæs, så havde de en anden plan denne morgen og blot 50 meter ude trak flokken af canadagæs forbi os, hvilket i øvrigt blev gentaget et par gange, i løbet af de næste 15 minutter. Herefter døde det helt. Ja det ville sige at området var ikke helt dødt, da råvildtet var ude at spadsere deres formiddags tur, og inden for kort tid så vi da heller ikke færre end 13 dyr.
 
Lige neden for marken hvor vi sad var der en lille skov som hørte til området, og her var en del af dyrene forsvundet hen, og da Calle gerne ville have et dyr mere i fryseren, foreslog han at vi gik ned for at se om vi ikke kunne trykke et dyr ud, i håbet om at der kunne komme et godt vinterlam i fryseren. Derudover er denne lille sov kendt for at der ofte langt henne på året kan være godt med snepper. Planen blev derfor at jeg blev sendt i en stor bue uden om, for at stå for, hvorefter Calle ville drive skoven af med Freja, hans ruhårede hønsehund.
 
Jeg kom på plads nede på engen, hvor jeg forventede at rådyrerne ville komme forbi, hvis de da ellers stadig stod i den lille skov. Efter lidt tid kunne jeg høre Freja arbejde og ud flaksede der også en sneppe, som dog ikke kom på skudhold, og efter lidt tid nåede Freja op til mig uden at rådyrerne havde vist sig, og to minutter efter nåede Calle også frem. Bedst som vi stod der for enden af skoven, kom tre dyr gående over fra den anden side af engen, for at gå ind i det stykke skov vi lige havde drevet af. Hurtigt blev jeg sendt til den anden ende igen, med en besked om at der godt kunne være flere snepper tilbage, for Calle syntes at Freja var kommet lidt hurtig igennem.
Endnu en gang kom jeg på post, og endnu en gang kunne jeg høre Freja komme ned mod mig, så dyrerne var nok gået videre uden at stoppe op, men med et kunne jeg høre sneppes karakteristiske slag med vingerne, og i et godt spidsskud kom den ud af skoven lidt til venstre for mig. Der var godt fart på, så første skud sad lige bag den, men andet skud sad perfekt, hvorfor den langnæbede gik i jorden hvor den landede i en stor snedrive. På den anden side af skoven løs endnu et skud, som viste sig at være en sneppe der havde snydt Calle, men en sneppe var det dog blevet til.
 
I forlængelse af den lille skov, var der også noget lavt skrub, hvor der også kunne sidde en sneppe, så for tredje gang denne formiddag, blev jeg sendt i forvejen for at stå for. Her fik jeg mig placeret for enden, og neden for skrænten, så jeg kunne ikke se hvad der foregik, men lige som jeg kunne høre at Calle slap Freja, fornemmede jeg en skygge over mig. En skovdue havde besluttet sig for at sætte sig i det lave krat. Hurtigt fandt jeg den over løbet, og den blev ramt så der stod en sky af fjer fra den. Jeg sænkede derfor geværet, men det skulle jeg ikke have gjort, for den fløj videre, og inden jeg fik geværet op igen, var den inde over træerne, og ude af mit synsfelt. Det var lige godt sa.... Fra den anden side lød der kort efter et skud, men jeg syntes nok det var noget forsinket i forhold til duen, men det fik jeg svaret på da vi igen mødtes.
 
Duen var ganske rigtigt fløjet over mod Calle, og han havde også hævet geværet, men lige som han skulle til at skyde faldt duen død ned fra himlen, som en højre mangt havde ramt den. Skuddet derimod, var endnu en af de drilske snepper, som havde snydt Calle, så på denne vinterdag der havde der i den lille skov, været ikke færre end 4 snepper, hvilket jo ikke var så ringe.
 
Dagen gav en sneppe og en due, hvilket ikke var det vi havde forventet da vi efter morgenkaffen var draget af sted denne kolde morgen, det var jo gæssene der havde været vores hovedmål, men forandring fryder, og gæssene dem så vi jo mange af, så det var på vestjysk en ganske god dag.
 

Har du en god jagthistorie du vil dele med andre er du velkommen til at sende den til clc@naturbruger.dk

 

Mangler du opskrifter på ænder og gæs, er dette kogebogen for dig

 

Copyright Naturbruger.dk - 2007