Jagtberetninger.dk

Forside

Sider med gode jagthistorier
Strandoghavjagt.dk
Jagtrejsefeber.dk
Team Tøs
Huntersmagazine
Netnatur

 

Danmarks eneste film om trækjagt på vandet

 

 

Duer i bygevejr

Af Claus Lind Christensen

Da jeg startede som jæger, var det god latin at duejagten i august, skulle foregå på ærterne da det efter sigende skulle være duernes foretrukne fødeemne på den tid af året.

Skæbnen ville dog at jeg på min jagt, hos min bedstefar, ikke havde mulighed for at drive jagt på lige netop ærter. Det irriterede mig noget for på duejagt ville jeg og da jeg fortalte min far at jeg ville prøve, at sidde på rapsstubbene var der fra nogle af de ældre jægere kun hovedrysten til overs for den ide. Duer skydes på ærter!

Min gode ven Brian og jeg stillede derfor ved rapsmarken en tidlig morgen. Vejret var ikke det bedste, da skyerne drev hastigt over himlen og lignede noget der fra tid til anden ville slippe lidt vand over stubmarken.

Jagten jeg havde dengang var bare 50 ha flad mark i en stor firkant. Harerne og agerhønsene havde der været mange af, men som så mange andre steder skete der omlægninger i landbruget, med den konsekvens at vildtet gik tilbage. Bedstefar var også en dygtig landmand der forstod at udnytte jorden til det sidste, så det betød at jeg desværre ikke fik mulighed for at lave ret meget vildtpleje i området, men duerne kom på besøg fra de nærliggende plantager og det var dem det gjaldt denne morgen.

Da marken som sagt var flad som en pandekage og uden nogen former for skjul, var vi nød til at finde alternativer. Vi gik slet og ret bare ud midt på marken, hvor vi lavede en cirkel af rapshalm, hvor der lige akkurat var plads til to jægere og en ruhåret hønsehund.15 lokkere blev sat op så de stod korrekt i vinden.

Hele setupet gav hurtig pote, da de første duer kun 5 minutter efter solopgang hang over lokkerne, hvor vi begge startede med at levere en due. Ikke en dårlig start.

Nu satte regnen ind og vi kikkede på hinanden. Æv, gad vide hvor længe dette ville stå på? Regnen varede dog kun 2 minutter, med det resultat at der straks var duer på vingerne og inden længe fik vi præsenteret en enkelt ung due der var ude og prøve lykken. Mit skud lavede et gevaldigt stort hul i luften, hvorimod Brian sendte den i stubben.

10 minutter efter kom regnen igen for en kort bemærkning, hvorefter duerne igen var på vingerne, med det resultat at vi igen fik en chance til de blå flyvere, en chance vi dog ikke formåede at udnytte. Dette betød dog ikke så meget, for dette bygevejr fortsatte hele formiddagen, som løbende sendte duerne på vingerne, hvilket betød ganske mange chancer, samt fugle på paraden. Ikke at det blev til så mange, som chancerne bød os da vi stadig havde en del at lære ud i skydningens kunst.

En ting fik vi dog lært denne morgen. Raps er ganske fortrinligt til jagt på duer og bygevejr, det kan få dem til at flyve.

 

Har du en jagthistorie, du vil dele med andre, er du velkommen til at sende den til clc@naturbruger.dk

 

 

Mangler du opskrifter på ænder og gæs, er dette kogebogen for dig

 

Copyright Naturbruger.dk - 2007