De gode jagthistorier

Jagtberetninger.dk

Sider med gode jagthistorier
Strandoghavjagt.dk
Jagtrejsefeber.dk
Team Tøs
Huntersmagazine
Netnatur

Danmarks eneste film om trækjagt på vandet

Aftenkoncert

Af Claus Lind Christensen

At få en invitation til at komme på andejagt i Skjern engene, var et tilbud jeg ikke lod gå forbi mig, for kan man komme til at opleve noget ypperligere i livet som andejægere?

Siden Skjern å projektet var realiseret, havde jeg fra tid til anden, når jeg alligevel havde været i området, altid benyttet muligheden for at køre forbi området, for der er ikke mange steder i landet hvor der kan opleves så mange ænder, som der kan i det område.
Her var det oftest fra parkeringspladsen ved Hestholm sø jeg havde betragtet området, hvor der altid var udsigt til et mylder af liv, og der var der også udsigt mod øst, hvor jægerne fra Skjern ådalens jægersammenslutning drev jagten, små 2 kilometer fra parkeringspladsen.
Her ville det være løgn at sige, at jeg at jeg ikke misundte dem som boede i nærheden, og havde mulighed for at erhverve sig et årskort til jagten i dette forjættede land.

Da brevet fra Peter med invitationen til en andejagt lige netop på disse enge, dumpede i min postkasse, var det som en drøm der gik i opfyldelse - jeg skulle på besøg i det forjættede land!
Den 13. november tog jeg derfor tidlig fri fra arbejde, for at begive mig mod vest, hvor forventningerne til en storslået oplevelse var helt i top. Metrologerne havde dog, lovet stille vejr og næsten skyfrit, plus at det var fuldmåne. Måske ikke de bedste forudsætninger for et godt andetræk, men hvad betød det? Jeg var sikker på, at der lå en god oplevelse foran mig.

Præcis kl. 13.30 som aftalt rullede jeg ind i indkørslen hos Peter. Her blev det til en kop hurtig kaffe, og en snak om jagten i engene. Peter havde været med siden projektets start, og kendte alle de fornøjelser og genvordigheder hele projektet havde givet og stadig gav. Det var nemlig ikke alle der havde, og har en positiv indstilling til jagten derude, så der kæmpes stadig for jægernes rettigheder derude.

I henhold til reglerne måtte vi gå ind i området 2 timer før solnedgang. Vi kørte derfor i god tid, så vi havde mulighed for at se lidt på området, inden vi til fods skulle begive os ind i det forjættede land. Hvis ikke forventningerne var skruet i vejret, inden jeg kom til området, så blev de det nu. Over alt var der gæs og ænder, fordelt på en lang række arter, hvor specielt krikænderne imponerede mig, for her så jeg den ene udfarvede andrik efter den anden.
Da det endelig blev tid for at gå ud i området, føltes det som at betræde hellig jord. Vejen føltes denne eftermiddag dog ikke som en vej, men derimod som en sø. Skjern å var denne eftermiddag gået over sine bredder, hvorfor vejen var dækket med 20 cm vand.
Vi gik ind i området som det tredje hold, og Peter var noget forundret over den store mængde vand, hvilket ikke lige var hverdagskost. Han skævede også lidt til min unge kleiner münsterlender, som sprang kæk og fro gennem vandet, med en bemærkning om at det nok ville blive svært at finde et tørt sted til den under jagten, men nu måtte vi se hvordan det gik.

På vejen ind i området startede koncerten, hvor det var pibeænderne der spillede førsteviolin. Den første jæger som var nogle hundrede meter foran os, lettede anselige mængder, efterhånden som han kom frem, og hurtigt lød pibeandens skarpe fløjt fra alle verdenshjørner. Krikænderne og spidsænderne deltog ikke i koret, men leverede derimod voldsomt til det visuelle billede.
Fra tid til anden blandede en fornærmet gråand sig også i koret, med en høj fornærmet rappen, jo der var nok at se på og lytte til.

Koret blev dog fuldendt da gæssene vågnede op til dåd. En stor flok gæs der havde opholdt sig midt i området, lettede under stor spektakel. Her valgte hovedparten af gæssene at trække mod vest og dermed lige i retning af os. Vi måtte dog ikke lade op, da jagten først måtte starte 1½ time før solnedgang, men sikke et skue. Gæssene sværmede over alt, og der var da også en enkelt flok, hvor øjnene på gæssene var at se.

Peter fandt en plads til os, og der var ikke tørt, så hunden måtte accepterer at den skulle opholde sig i vandet de næste timer. Heldigvis var der kun omkring 10 cm da vi satte os.

Efter vi havde fået os sat, dæmpede ænderne og gæssene deres aktivitet lidt denne flotte torsdag eftermiddag, hvor solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Fra tid til anden kom der dog mindre flokke af pibeænder og krikænder, ræsende lavt ind over engen, hvor hovedparten smed sig ude på det åbne vand, langt uden for vores rækkevidde. Enkelte fortsatte dog længere ind på engen, hvor nogle af vores medjægere havde heldet med sig. Vi fik ikke chancer, selv om der var et par pibeænder, der fattede interesse for mit kald, kom de ikke helt tæt på, hvilket var det samme med krikanden, der kom susende på tværs ude på 40 - 45 meter, for at flyve direkte ned til naboen, hvor den faldt.

Da mørket begyndte at falde på, blev Luna og jeg efterladt på posten, og Peter rykkede små hundrede meter væk, så vi dækkede engen lidt bedre. Her var mørkets komme tegn til at aftenkoncerten kunne begynde, og hvilken koncert og hvilke stemmer. Sjældent har jeg på et andetræk hørt så mange stemmer på et og samme sted, og andetræk er trods alt ikke noget nyt for mig.

De toneangivende i koret var gråænderne og grågæssene, der lagde den tunge baggrundsrytmen, og pibeanden lagde den lyse stemme i koret. Dertil kom at en lang række arter bød ind som solister, hvor viben og bekkasinerne istemte med deres særpræg, og regnsporvene der med deres melankolske fløjt flængede den mørke aften.

Fra tid til anden, blev koncerten brudt af mægtige vingeslag, når mindre flokke knopsvaner trak hen over os, som i den grad kunne få ørerne til at rejse sig på den ungen hund. Ud over Knopsvanerne, hørtes også sangsvanerne der tak fra de omgivende marker, hvor de dagen lang havde stået sammen med de tusinder af bramgæs der var i området.

Bedst, som vi sad der og lyttede til det fantastiske kor, og spejdede efter ænderne, blev det lokale kor overdøvet af et selvstændigt kor. De kortnæbede gæs kom i samlet flok trækkende inde fra markerne ud mod fjorden. De havde forventelig stået og ædt hele dagen på de grønne marker, men blev nu til et tusindestemmet kor. Her kom de trækkende hen over himlen i det sidste lys, hvor det næsten kun var deres pibende gakken der hørtes for en stund.

Kort efter at de kortnæbede gæs havde forladt scenen, hørtes endnu en gang gæs, som havde en pibende gakken. Denne gakken var meget hurtigere end den tidligere, og her var det mindre flokke af bramgæs det fløj ind på kanten af scenen.

Nu var det efterhånden ved at blive rigtig mørkt, og endnu havde vi ikke haft ænder på skud. Ja, det vil sige, at der nu var en enkelt and, der var ved at flyve hatten af mig, men den nåede jeg ikke at få løftet geværet efter, hvorfor jeg fik sendt et par bebrejdende øjne fra hunden, for den havde sikkert bemærket den længe før end jeg havde.

Ænderne trak nu ind over engen i et pænt tal, men pga. den manglende vind kom de for højt. Flere gange var det lige ved. Geværet blev knuget hver gang, hvor hver en muskel i kroppen var spændt, når vingeslagene eller pibeandens pift i hørtes i nærheden.

Mens ænderne trak højt over mig, fortsatte koncerten, hvor specielt gråænderne dominerede koret, men her var det jeg blev snydt. Ind over mig kommer fire ænder 20 - 25 meter oppe, men deres snakken lød helt forkert. Jeg var egentlig ikke i tvivl om det var en jagtbar and, men deres stemmer var for mig helt forkert i forhold til hvad jeg havde forventet. Lige i det splitsekund de er uden for skudvidde gik det op for mig det var knarænder, og ene alene fordi jeg lod mig distrahere af deres stemmer, lykkes det dem at distrahere mig så meget, at jeg slet ikke fik trykket på aftrækkeren.

Efterhånden døde trækket også ud, og der blev også skruet lidt ned for styrken på koncerten, men fasanen der under stor tumult fandt et nattesæde på den anden side af åen, skabte for en stund igen lidt liv, lige som agerhønsene der kaldte til natsamling ude ved markskellene med deres karakteristiske stemmer, også brød igennem mørket.

Dette blev afslutningen af en fænomenal jagt, hvor hverken Peter eller jeg fik skud til ænderne, men det blev en aften med indtryk, hvor tonerne hang fast på det indre øre lang tid efter.

Har du en god jagthistorie du vil dele med andre er du velkommen til at sende den til clc@naturbruger.dk

Mangler du opskrifter på ænder og gæs, er dette kogebogen for dig