Jagtberetninger.dk

Forside

Sider med gode jagthistorier
Strandoghavjagt.dk
Jagtrejsefeber.dk
Traekjagt.dk
Huntersmagazine
Netnatur

 

Danmarks eneste film om trækjagt på vandet

 

 

Ænder i skovsøen

Af Claus Lind Christensen

Fasanen kom ret mod mig, en fin kok med lang hale, med farver der stod godt til det snedækkede landskab. 

Lige da den var på skudhold, tog jeg geværet fra skulderen, da solen var gået ned. Jeg var nemlig ikke på jagt efter fasanerne, det var ænderne det gjaldt.

Vi var midt i december. Frosten var så småt begyndt lægge låg på de mindre søer, og derfor var det ved at være sidste udkald for andejagten. Dels pga. tidspunktet af året, men også pga. frosten. Der ville sandsynligvis kun gå få dage, så var vores sø være lukket af is.

 

Fasanen fortsatte henover mig, og forsøget at lande i en af de høje bøgetræer bag mig. En fasan er nu bedst på jorden, og når den flyver lige ud. Det med landinger er ikke den stærkeste side, men den fik da fast i en gren, hvor den trykkede sig op af stammen. Her ville den forventelig tilbringe natten. Den næste fasan, som også havde udset sig en af bøgetræerne, var knap så heldig med grebet for efter at have kæmpet lidt med grenene, endte den i skovbunden. Her sad den lettere fortumlet kun 30 meter fra hunden, som rystede som et espeløv af spænding. Der var ingen tvivl om at den afsindig gerne ville gøre et forsøg på at kikke nærmere på fasanen, men den blev liggende.

Efter lidt tid fløj fasanen under høj tumult op i det nærmeste træ. 

 

Mørket begyndte at tage til, og kulden blev bestemt ikke mindre. Jeg vil tro den lå lige omkring frysepunktet, så hunden ved min side begyndte en tænderklappende musik. Om det var af kulde eller om det var fordi den godt viste, at noget spændende var i vente det ved jeg ikke.

 

Søen jeg stod ved, var en af de søer, vi havde på konsortiet. Ikke en sø vi havde haft meget held med, ja faktisk havde jeg ikke set skyggen af en and i det år jeg havde været med i jagten, men nu skulle det prøves en sidste gang inden søen lukkede.

At jeg ikke havde set en and, er dog en sandhed med modifikationer, for da jeg ankom til søen, lettede der faktisk en enkelt and som skyndsomt fortrak, da hunden entrerede scenen.

 

Bag mig rejste bøgeskoven sig, og rundt om søen var der lave piletræer, hvilket betød at ænderne ville komme højt ind, og de skulle ikke for langt ind inden de ikke ville være at se mere i mørket. Bedst som jeg stod, og funderede over, hvordan jeg bedst kunne klare ænderne, når og hvis de kom ind til mig, kom en and susende ind over mig lige uden for skudvidde. Mon det var anden jeg havde lettet da jeg ankom der kom tilbage? Nu var jeg klar i tilfælde af den skulle komme tilbage.

Det gjorde den, i et fint spidsskud hvor den blev truffet, uden den viste hvad der ramte den. Hunden hentede anden i bedste stil. Ikke dårligt, det var jo ikke engang mørkt endnu, så hvem ved hvad mørket bragte.

 

Det blev mørkt, og der gik ikke længe inde de første vingesus lød. Ikke ænder der kom til søen, men der var ænder i området, hvilket jeg tog som et tegn på at det nok skulle blive min tur. Hvilket det også blev. Ud af mørket kom fire silhuetter mod mig, hvor første skud sendte en and i søen og andet skud et stort hul i luften.

 

Herefter kom endnu et par ænder alene ind over søen, hvor de efterhånden var noget svære at se, men de kom sikkert på vandet.

Da den fjerde and var faldet, var der 10 minutter tilbage. Her valgte jeg at tage patronerne af geværet og bare se hvad der skete, det var blevet for mørkt. Der kom ikke flere ænder til søen, men der var ænder over skoven hvor deres vingeslag tydeligt afslørede dem.

Efter at have lyttet til ænderne en stund, var det en fornøjelse at tage galgen med de fire tunge gråænder og gå tilbage til bilen over det frosne snedækkede landskab.

 

Har du en jagthistorie, du vil dele med andre, er du velkommen til at sende den til clc@naturbruger.dk

 

 

Mangler du opskrifter på ænder og gæs, er dette kogebogen for dig

 

Copyright Naturbruger.dk - 2007